Kørestole er en lille og meget nørdet niché, hvor der bruges mange fagtermer som almindelige danskere ikke ved hvad betyder. Derfor får du her en vejledning som gør det lettere at finde rundt i kørestols-verdnen. Vejledningen henvender sig både til nuværende kørestolsbrugere, og til dårligt gående der overvejer at købe en kørestol for fortsat at kunne tage del i sociale aktiviteter.
Vejledningen omhandler kun kørestole uden motor. Der findes også et stort marked indenfor elkørestole, men det er et produkt som mere eller mindre altid gives på bevilling fra kommunen. Derfor sørger kommunens faguddannede personale for at finde frem til den rette kørestol, hvis du af helbredsmæssige årsager har behov for en elkørestol eller en kørestol med hjælpemotor.
Hvad er de grundlæggende principper bag en manuel kørestol?
Modstykket til elkørestole kaldes typisk en manuel kørestol. Begrebet manuel hentyder til det, at den ikke har nogen motor. En manuel kørestol køres normalt på en af følgende tre måder:
- Ved at en ledsager skubber kørestolen ved hjælp af de to skubbehåndtag
- Ved at kørestolsbrugeren selv kører den frem ved hjælp af to store baghjul med ”håndtag” – denne type hjul kaldes normalt drivhjul
- Ved at kørestolsbrugeren benytter sine ben til at ”gå” stolen fremad. Denne løsning bruges sjældent, og er ikke synderligt effektiv.
Langt størstedelen af de rullestole man som privat har adgang til at købe er en kombination af punkt 1 og 2. De har altså både skubbehåndtag og store baghjul, og giver derfor en vis fleksibilitet. Man skal dog være lidt opmærksom, fordi nogle kørestole – særligt de helt billige modeller fra bl.a. Harald Nyborg – har små baghjul.
Hvorfor er små baghjul en ulempe?
Når du skal være opmærksom på om en kørestol har små baghjul, så skyldes det primært følgende to ting:
- Hvis en rullestol har små baghjul er man som kørestolsbruger helt afskåret fra selv at kunne køre den fremad med sine arme. Dermed er man altså fuldt ud afhængig af en ledsager til at skubbe stolen.
- Små baghjul gør kørestolen mindre komfortabel at sidde i når man kører i ujævnt terræn såsom i en park, på grusstier og lignende. Derudover er det langt sværere at få en rullestol med små hjul skubbet op over en kantsten, henover dørtrin og lignende.
Derfor bør du altid kun købe en kørestol med store baghjul. Det er desuden en fordel hvis hjulene er nemme at tage af og sætte på. Ved at kunne tage baghjulene af kommer kørestolen til at veje mindre når den skal løftes ind i et bagagerum, og det bliver også lettere at få plads til den i bilen hvis de to bagdæk transporteres løst.
Hvad betyder ”transportkørestol”?
Et af de begreber man hurtigt støder på når man begynder at lede efter en ny kørestol er udtrykket ”transportkørestol” – et dejligt intet-sigende ord, som næsten ingen forstår hvad betyder.
Når en kørestol af forhandleren bliver betegnet som en transportkørestol dækker det over, at det ikke er en kørestol der er beregnet til permanent brug, men derimod mere til at køre en person over en kort afstand, f.eks. fra taxaen ind til sygehuset.
Man finder typisk transportkørestole på plejehjem, sygehuse, ved busselskaber, taxachauffører og lignende. Forskellen på en almindelig kørestol og en transportkørestol er, at den sidstenævnte ofte har færre funktioner. Det skyldes at den kun er til kortvarigt brug, og at den altid kun bliver brugt i kombination med en ledsager til at skubbe kørestolen.
De egentlige forskelle på selve rullestolen er lidt forskellige fra producent til producent, men som udgangspunkt er der tale om en lidt mere ”skrabet” model, hvor der ikke er brugt penge på ekstra funktioner.
Hvornår er der tale om en letvægtskørestol?
Et andet udtryk du hurtigt vil støde på er en letvægtskørestol. Det hentyder til en kørestol, som vejer lidt mindre end hvad en kørestol ellers gør.
Den dag i dag er det et lidt udvandet begreb, fordi stort set alle producenter har formået at bringe vægten forholdsvist langt ned. Materiale-valget har dog stor betydning for vægten:
- En billig kørestol er ofte fremstillet i stål, og har cirka en vægt på 20 kg.
- En lidt dyrere og bedre kørestol er normalt lavet i aluminium, og vejer derfor kun omkring 15 kg.
Der findes ikke standarder for hvornår noget kan betegnes eller klassificeres som en letvægtskørestol, men det er kotume i branchen at man så taler om en kørestol med en vægt på ca. 15 kg. Det er vigtigt at tilføje at rullestole fås i flere forskellige bredder, så derfor afhænger den eksakte vægt på en model af dens bredde.
Hvor kan jeg finde mere information?
Som vi nævnte i starten, så er kørestole et marked hvor man som køber sjældent har nogen forhåndsviden. Derfor kan det være svært at vide hvilke ting man skal være opmærksom på. I denne vejledning har vi forhåbentligt klædt dig lidt bedre på, og hvis du vil have mere information henviser vi til Kørestol.com, hvor du finder en omfattende vejledning indenfor kørestole.
Skriv et svar